Oprettet af Camilla Bech Kjeldahl den 11. august 2017

Efterårets program er nu klar

Vores topmotiverede unge talenter kan igen boltre sig i et tætpakket program af høj kvalitet og med stor faglig bredde.

Årgang 16 kan se frem til et efterår, hvor den røde tråd bliver formidling. Vi sætter fokus på klar skriftlig formidling, og vi lærer at fange publikums opmærksomhed med gode taler. Målet er at give deltagerne konkrete værktøjer og inspiration til at blive en bedre formidler. Men vi træder også et skridt tilbage og tager et kritisk kig på formidling i den digitale tidsalder – kender du til dine digitale fodspor?

Årgang 15 går nu i gang med deres sidste og afsluttende semester på Akademiet. Her får de mulighed for at fordybe sig i et længere fagligt forløb. Vi afholder bl.a. ”Projektledelse”, hvor vi arbejder med ansvaret, rollen og opgaven med at planlægge, organisere og styre ressourcer frem mod et mål. Mens ”Nanoscience” ser nærmere på den konstante udvikling af medicin, miljøteknologi og elektronik. Her skal deltagerne eksperimentere med nanopartikler, der står overfor at få et industrielt gennembrud.

Det valgfrie program, som begge årgange kan deltage i, er et tag-selv-bord af spændende og meget forskellige aktiviteter:

Tidligere ATU’er Benjamin Muntz sætter fokus på kvantekemi i mange dimensioner, mens professor i økonomi v. Roskilde Universitet Jesper Jespersen stiller skarpt på den økonomiske krises udvikling og konsekvenser. De talentfulde unge kommer på virksomhedsbesøg hos bl.a. BRF Kredit og Mercuri Urval. Og vi dykker ned i forskellige forskningsområder sammen med Videnskabernes Selskab.

Se de obligatoriske og valgfrie programmer for 2. semester og 4. semester i menuen til højre. 

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk