Rekrutteringsproces

- fra nysgerrig gymnasieelev til ATU'er

Inden vi på ATU kan begrave os i de mange gode ansøgninger, har der været et langt forarbejde ude på de enkelte gymnasier. Nogle elever er blevet opfordret til at søge om optagelse, andre har selv hørt om os og spurgt, hvordan de kan komme med. Uanset hvordan interessen er blevet vakt, skal de alle gennem en indstilling fra deres gymnasium. Herunder kan du læse lit om, hvordan du som talentkoordinator kan tilrettelægge processen i løbet af efteråret.

August/september
Det er en god idé allerede tidligt i 1. g at orientere eleverne på jeres gymnasium om, at Akademiet for Talentfulde Unge er et tilbud, som de kan benytte sig af. I spalten til højre kan du finde en A3-plakat, som du er velkommen til at hænge op. Du kan også tilsendt store plakater fra sekretariatet ved at skrive en mail til jeres kontaktperson eller info@ungetalenter.dk

Oktober/november
Vi kan anbefale at lave en mindre hvervekampagne blandt jeres 1.g'ere. Der er forskellige måder at gøre dette på. I kan vælge at holde et informationsmøde for udvalgte elever eller invitere alle interesserede 1.g'ere. Vi har gode erfaringer med, at vores nuværende ATU-deltagere fortæller om Akademiet. Vi hjælper gerne med at arrangere dette. 

Januar
Nu er det tid til, at eleverne begynder at formulere deres motiverede ansøgninger til Akademiet for Talentfulde Unge. Det er også nu, I skal sikre jer forventningsafstemningen med eleverne, så de er klar til at forpligte sig på forløbet. Vær særligt opmæksom på at:

  • De er klar på at prioritere 100 faglige timer, herunder en sommercamp
  • De er nysgerrige også på de seminarer, som ikke umiddelbart falder inden for deres primære interesseområder
  • De har læst om ATU og programmet

Ansøgningerne skal uploades til vores hjemmeside i pdf-format senest den 1. februar kl. 12.00. Mange vælger derfor at have en lokal ansøgningsfrist en uges tid før, således at der også er tid til internt at behandle og indstille ansøgningerne.

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk